»Tillykke med de 40 år!« | Jubilæumskoncert med Klokkerholm Koret

»Tillykke med de 40 år!« | Jubilæumskoncert med Klokkerholm Koret

»Tillykke med de 40 år!« | Jubilæumskoncert med Klokkerholm Koret

Lørdag 4. oktober 2025, kl. 16:00
Hellevad Kirke, Bredkærsvej 2B, Klokkerholm, 9320 Hjallerup
Klokkerholm Koret
Gratis entré

Klokkerholm Koret fejrer i år 40-års jubilæum og markerer begivenheden med en gratis koncert i Hellevad Kirke lørdag den 4. oktober. Siden opstarten i 1985 har det lokale voksenkor været et samlingspunkt for sangglæde og fællesskab i Klokkerholm.

Gennem årene har koret deltaget i adskillige arrangementer, koncertrejser og sangaftener, og det tætte samarbejde med det lokale kirkeliv har været en rød tråd i dets virke. Med omkring 20 medlemmer og flere trofaste sangere gennem årtier er koret i dag et levende eksempel på musikalsk fællesskab og lokal forankring. Jubilæumskoncerten bliver både en musikalsk fejring og en hyldest til korets lange historie.

Lørdag den 4. oktober 2025 i Hellevad Kirke kl. 16.
Gratis entré.


Omtale:

Lokalt sangkor fejrer 40-års jubilæum med en koncert

Siden 1985 har Klokkerholm Koret samlet sangglade voksne. De fejrer deres 40-års jubilæum med en koncert i Hellevad Kirke.

“Du er rigtig hjertelig velkommen” – sådan lyder mottoet for Klokkerholm Koret. Et kor, hvor alle skal føle sig hjemme i den flerstemmige sang og i fællesskabet. Til efteråret kan koret fejre sit 40-års jubilæum, og det bliver markeret med manér: En koncert i Hellevad Kirke lørdag den 4. oktober kl. 16 med gratis entré og en efterfølgende reception.

Koret blev stiftet den 21. november 1985 med Peter H. Andersson som første dirigent. Han var dengang også organist ved Hellevad og Ørum Kirker, hvilket allerede fra starten skabte en tæt tilknytning mellem koret og det lokale kirkeliv – en tilknytning, som stadig består. Gennem årene har flere dirigenter stået i spidsen for koret, men siden januar 2007 har det været Line Marie Gaaei Jensen, der har ledet sangerne.

– Det har altid været en stor motivation for korets medlemmer at forberede sig til koncerter, sangaftener og andre optrædener, fortæller Erik Ramberg Steen, som har været med helt fra korets første øveaften i 1985.

– Af bemærkelsesværdige aktiviteter i korets historie kan nævnes “Syng for Sjov”-arrangementerne i Ørum Kultur- og Forsamlingshus fra 1991 til 1998. Her stod koret bag hyggelige aftener med underholdning og fællessang. I 1998 deltog koret også i en seksdages koncertrejse til Finland, hvor de blandt andet optrådte i Åbo Domkirke og Finlandia Huset i Helsingfors – en oplevelse, der stadig står stærkt i medlemmernes erindring, fortæller Randi Thorup, der – ligesom Erik – har været med helt fra begyndelsen.

Derudover har koret flere gange været på weekendture til Læsø, hvor de har givet koncerter i både Østerby Kirke og på Byrum Ældrecenter. Men den faste base har altid været Klokkerholm – med jævnlige optrædener til julekoncerter og sangaftener i Hellevad og Ørum Kirker samt egne syng-sammen-arrangementer.

Klokkerholm Koret er et blandet voksenkor med omkring 20 medlemmer. Antallet har varieret gennem tiden, men det langvarige engagement er bemærkelsesværdigt: Flere har haft 25-, 30- og endda 35-års jubilæum, og tre medlemmer har været med helt fra begyndelsen. Det vidner om, at koret er mere end bare sang – det er også et fællesskab og en identitet.

Koret øver hver onsdag aften i Konfirmandstuen i Klokkerholm fra september til april, hvor der arbejdes med både nye og klassiske sange. Koret blev oprindeligt oprettet som en del af Klokkerholm Fritidsskole, men da denne blev nedlagt i 2023 efter 38 års virke, blev Klokkerholm Koret organiseret som et aftenskolehold under Brønderslev Kulturskole.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed