"I al sin glans nu stråler solen" bliver sunget, når vi skal fejre pinsen. Vi kimer til den store pinsehøjmesse i Ørum Kirke kl. 11 med festlig orgelmusik, dejlige pinsesalmer og velklingende korsang. Marcus Pilgaard medvirker på horn.

Søndag den 8. juni 2025 i Ørum Kirke kl. 11.

Liturgien:

Præludium

Indgangsbøn

Indgangssalme: 290 I al sin glans nu stråler solen

Hilsen

Indledningskollekt

Lektie eller epistel

Salme: 299 Ånd over Ånder, kom ned fra det høje

Evangelium

Trosbekendelse (synges)

Salme: 294 Talsmand, som på jorderige

Prædiken

Kirkebøn

Motet

Salme: 00 Når du vil

Nadver

Nadversalme: 330 v. 1 og 5 Du, som ud af intet skabte

Slutningskollekt

Velsignelse

Udgangssalme: 287 Kraften fra det høje

Udgangsbøn

Postludium

Talsmanden, Helligånden, taler i Jesus navn

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«

Johannesevangeliet 14,22-31

Omtale:

Pinsefejring i lokal kirke og i naturens katedral

Grundtvigs pinsesalme danner stemningsfuld ramme om den tredje store kristne højtid, der fejres i både kirkerummet og under åben himmel.

N.F.S. Grundtvig skrev pinsesalmen "I al sin glans nu stråler solen", da han havde været præst i Vartov i fire år. For Grundtvig fremstod Paradis som det typisk danske sommerlandskab ved pinsetid: den lyse sommernat, de milde vinde og den stille bæk. Salmen minder om, at livet leves her og nu, og at kristendommen ikke blot hører fortiden til, men er en levende virkelighed i nutiden.

Denne salmes stemning kan opleves konkret, når pinsen fejres i Hellevad og Ørum Sogne. Pinsedag kimer Ørum Kirkes klokker til pinsehøjmesse kl. 11. Her medvirker Marcus Pilgaard på horn i samspil med organist Lasse Christensen. Højmessen indledes med uddrag af W.A. Mozarts ”Alleluia”, og efter prædikenen fremfører kirkekoret en motet.

Anden pinsedag fejres under åben himmel i naturens katedral, hvor menigheden samles til friluftsgudstjeneste ved gravhøjen på Hellevad Kirkegård kl. 14. Der opstilles borde og bænke, og efter gudstjenesten byder menighedsrådet på et velassorteret kaffebord. Ved vedvarende regn eller ustadigt vejr rykkes gudstjenesten ind i Hellevad Kirke.

Helligåndens fest og kirkens fødselsdag

Pinsen er kristendommens tredje store højtid og markerer, ifølge den bibelske fortælling, begyndelsen på den kristne kirkes historie. Helligånden, som fejres i pinsen, betegnes som Guds nærvær i verden – en usynlig, men virksom kraft, der forbinder mennesker, inspirerer til fællesskab og skaber tro og håb.

Fejringen tager udgangspunkt i beretningen fra Apostlenes Gerninger, hvor Helligånden kom over Jesu disciple i Jerusalem. Ifølge teksten skete det med et brus fra himlen og tunger af ild, hvorefter disciplene begyndte at tale i andre sprog. Det tolkes som et tegn på, at Guds ånd nu var givet videre, og at budskabet om Jesus Kristus skulle spredes til hele verden.

Pinsen betegnes ofte som kirkens fødselsdag. Det første kristne fællesskab opstod netop i kølvandet på Helligåndens komme, og herfra begyndte apostlene deres mission. Samtidig betragtes pinsen som en universel åbning af troen – et åndeligt fællesskab på tværs af sprog, grænser og kulturer.

Ordet "pinse" stammer fra det græske pentekoste, som betyder "den halvtredsindstyvende". Højtiden falder 50 dage efter påskedag og markerer afslutningen på påsketiden. I modsætning til julens og påskens konkrete fortællinger om Jesu fødsel, død og opstandelse, er pinseberetningen præget af billedsprog og symbolske handlinger.

Helligånden beskrives i kristen teologi som en del af treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden. Den opfattes som Guds levende kraft i verden – ikke synlig som Jesus, men til stede i menneskers indre og i fællesskabet mellem dem. Billeder som due, ild og vind anvendes ofte til at illustrere åndens væsen: livgivende, bevægende og forandrende.

Pinsen stammer oprindeligt fra den jødiske tradition. Her markerer den afslutningen på påsken og mindes den pagt, Gud indgik med Moses på Sinai-bjerget, hvor han modtog De Ti Bud. Samtidig var det en høstfest, som blev fejret med pilgrimsrejser til Jerusalem. Derfor samledes jøder fra mange lande i byen netop til pinse. Senere overtog den kristne kirke højtiden og gav den en ny betydning: fejringen af Helligåndens komme og begyndelsen på kirkens virke i verden.

Helligånden har siden været forstået som en kraft, der skaber tro og giver liv. I kristen tradition anses den for at være den, der inspirerer, trøster og giver mod – og som gør det muligt at bygge fællesskaber præget af forståelse og næstekærlighed.

Selvom pinsen ikke fylder lige så meget i offentligheden som jul og påske, har den en central teologisk betydning. Den rummer både budskabet om Guds fortsatte nærvær og opfordringen til at række ud over egne grænser og skabe åndeligt fællesskab i verden.