
10/10/2025 0 Kommentarer
Musikken har en fast plads i kirkerummet
Musikken har en fast plads i kirkerummet
# Bloggen

Musikken har en fast plads i kirkerummet
Musikplakaten ved Hellevad og Ørum Kirker er værd at holde øje med, hvis man elsker gode koncertoplevelser. Organist Lasse Christensen står bag det alsidige musikliv, der trækker publikum ind i kirkerummet til en helt særlig stemning.
I Hellevad og Ørum Kirker har musikarrangementerne fået en fremtrædende plads i kirkekalenderen. Kirkerne arrangerer talrige koncerter hver sæson, hvilket har vist sig at tiltrække et bredt publikum.
Det er kirkernes organist, Lasse Christensen, der – på menighedsrådets foranledning – arrangerer alle koncerterne. En stor del af koncerterne tilrettelægger og opfører han selv i form af orgel- og korkoncerter.
Lasse Christensen har været organist i kirkerne siden 2007 og er desuden formand for menighedsrådets aktivitetsudvalg.
Musik i skumringen blev en tradition
– I vinteren 2021 begyndte vi at holde noget, vi kaldte skumringsmusik på hverdage. Det bestod af orgelmusik, korsang og en bøn. Det udviklede sig siden til at blive en halv times orgelkoncert sidst på eftermiddagen med mig som solist, fortæller Lasse Christensen.
– Jeg forsøger dels at tilbyde en musikpause til dem, der kommer hjem efter en lang arbejdsdag, dels at henvende mig til dem, der søger et rum for fordybelse og ro – og selvfølgelig også til dem, der bare kommer for at høre musikken.
Han tilføjer, at der typisk kommer mellem 20 og 50 mennesker til disse eftermiddagsarrangementer, hvor der altid serveres en kop kaffe efter koncerten.
Hver koncert har et tema – tidligere har det fx været musik af Mozart, klassiske perler, orgelbearbejdelser over kendte salmer. Til november spiller han musik fra ikoniske film, blandt andet The Sound of Music, Braveheart, The Deer Hunter og The Godfather.
Et aktivt musikliv – med historiske rødder
Lasse Christensen fortæller, at der også i hans forgængeres tid var et aktivt musikliv i kirkerne. Han har gennem de senere år forsøgt at videreudvikle musiklivet – især med en stor egenproduktion.
Ud over orgelkoncerterne står han også bag korkoncerter og sangaftener med kirkekoret og vokalgruppen Prima Vista, der består af tidligere korsangere fra Nordjysk Pigekor.
– Begge kor synger fremragende. Jeg er både glad og taknemmelig for at kunne arbejde med så dygtige sangere – og for det musikliv, de er med til at skabe med deres engagement og medvirken ved gudstjenester, koncerter og sangaftener, siger han.
En stemningsfuld helhedsoplevelse
Udover arbejdet med det auditive har Lasse Christensen også haft fokus på at skabe en visuel stemning ved koncerterne og sangaftenerne.
– Vi stræber efter, at koncerterne i vores kirker bliver både en musikalsk og kulturel oplevelse. Rummets akustik og belysning har stor betydning for musikoplevelsen.
Derfor er der investeret i ny lyssætning: dæmpbart lys i lysekronerne, scenespots foran i kirken, lysprojektører, der kan stemme rummet i en eller flere farvenuancer, og endda en “stjernehimmel” på kirkeloftet via laserlys.
Ved renoveringen af Hellevad Kirke i 2017 blev der desuden fjernet et par bænkerækker forrest i kirken for at skabe mere plads til kor og orkestre.
Lyssætningen har ifølge ham skabt mere ro, dybde og koncentration – og giver publikum en mere helstøbt oplevelse.
Musikken som kirkens sprog
Men er det overhovedet kirkens opgave at beskæftige sig med sang og musik?
For Lasse Christensen er der ingen tvivl:
– Musikken spiller en helt central rolle for den kristne kirke. Kristendommen kom til verden med englenes sang om budskabet om, at en frelser var født. Populært sagt siger man, at englenes sang er kirkens sang til alle tider.
Med Grundtvigs ord: Salmesangen er en tonestige mellem Himmel og Jord.
Han fremhæver, at den danske højmesse også kaldes en salmegudstjeneste, netop fordi salmer udgør en væsentlig del af gudstjenesten.
– Den kristne kirkes gudstjeneste var oprindelig båret af messende gregoriansk sang, og siden har utallige komponister skabt musik af høj kvalitet til gudstjenesten.
Han ser også kirken som et kulturelt fyrtårn:
– Kirkens rammer egner sig godt til mere end søndagsgudstjenester og livsbegivenheder – og det mærker vi også på publikums efterspørgsel.
Han tilføjer, at de sjældent hyrer musikgrupper til blot at spille tilfældige numre. Han ønsker at finde en rød tråd og bringe et budskab i spil – altid med fokus på høj musikalsk kvalitet.
Kommentarer