30/12/2025 0 Kommentarer
Julehjælp uddelt for tiende år i træk
Julehjælp uddelt for tiende år i træk
# Kirkebloggen

Julehjælp uddelt for tiende år i træk
33 julekurve er i år blevet uddelt i Klokkerholm og Ørum med støtte fra lokale fonde, foreninger og private bidragydere.
For tiende år i træk er der i år blevet uddelt julehjælp i Hellevad og Ørum Sogne, og ordningen er vokset år for år. I alt er der uddelt 33 julekurve, heraf 24 til børnefamilier.
– Det er meget positivt at se, hvordan julehjælpen har udviklet sig gennem årene, og at det igen i år har været muligt at hjælpe så mange familier, siger Poul Larsen, der er formand for julehjælpen under menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne.
Menighedsrådet har i år selv stået for håndteringen af ansøgningerne. Julekurvene indeholdt blandt andet 51 gavekort til børnene, som kan benyttes i butikker, der er medlem af Hjallerup Handels- og Erhvervsforening. Derudover modtog alle familier en julehilsen fra sognepræst Sandra Fossdal Nielsen.
Uddelingen af julehjælp har i år haft en samlet værdi på cirka 45.000 kroner. Ifølge Poul Larsen er dette kun muligt på grund af den lokale opbakning.
– Der skal lyde en stor tak til alle, der har bidraget – både gennem indsamlinger i kirkerne og ved andre arrangementer, siger han og fremhæver samtidig samarbejdet med Klokkerholm Borgerforening, Meny Klokkerholm, KFI-fonden (Købmændenes Finansierings Institut), Sparekassen Danmark Fonden Klokkerholm og Ørum Bankoforening samt de mange frivillige donationer til kirkens julehjælp via MobilePay.
Formanden håber, at opbakningen fortsætter i de kommende år.
– Uden den støtte, vi modtager, ville det ikke være muligt at uddele julehjælp i det omfang, vi gør i dag, siger Poul Larsen.
Ønsker man at støtte uddelingen af julehjælp i Hellevad og Ørum Sogne, kan bidrag sendes til følgende MobilePay-nummer hele året: 21 14 21.
Kommentarer