»Hurra, det er høst« | Høstgudstjeneste med boller og kaffe

»Hurra, det er høst« | Høstgudstjeneste med boller og kaffe

»Hurra, det er høst« | Høstgudstjeneste med boller og kaffe

Søndag 21. september 2025, kl. 11:00
Hellevad Kirke, Bredkærsvej 2B, Klokkerholm, 9320 Hjallerup
Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen / Organist Lasse Christensen

Ja, hurra, det er høst!

Vi fejrer, at høsten er i hus, og siger tak for alle de gode gaver. Kom og syng med på de gode høstsalmer; Vi pløjed' og vi såede og Nu falmer skoven trindt om land, og nyd det flot pyntede kirkerum. Kirkekoret medvirker ved gudstjenesten og synger flere korsatser undervejs.

Efter høstgudstjenesten serverer menighedsrådet boller og kaffe.

Søndag den 21. september 2025 i Hellevad Kirke kl. 11.


Liturgi:

Præludium

Indgangsbøn

Indgangssalme: 15 Op, al den ting, som Gud har gjort

Hilsen

Indledningskollekt

Læsning fra Bibelen

Trosbekendelse (synges)

Salme: 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord

Evangelium

Prædiken

Kirkebøn

Motet

Salme: 729 Nu falmer skoven trindt om land

Nadver

Nadversalme: 477 Som korn fra mange marker

Slutningskollekt

Velsignelse

Udgangssalme: 730 Vi pløjed og vi så'de

Udgangsbøn + bekendtgørelser

Postludium


Jesus helbreder ti spedalske mænd

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

Lukasevangeliet 17,11-19


Omtale:

Hurra, det er høst!

Når høsten er i hus, samles menigheden i Hellevad Kirke til en festlig gudstjeneste fyldt med høstsalmer, korsang, efterårspynt og taknemmelighed – en dag, hvor tradition og fællesskab går hånd i hånd.

Der bliver fejret høst i Klokkerholm, når der kaldes til høstgudstjeneste i Hellevad Kirke den tredje søndag i september. Her markeres, at høsten er i hus, med salmesang, bøn og nadver – og kirken vil være smukt pyntet til lejligheden.

Kirkekoret medvirker og indleder gudstjenesten med en introitus. Efter prædikenen synger koret den nye høstsang "Hurra, det er høst", og under nadveren vil man kunne høre flere korsatser, blandt andet ”Sensommervise” i et nyt korarrangement. Menigheden kan synge med på kendte og elskede høstsalmer som "Nu falmer skoven trindt om land", "Vi pløjed’ og vi såede" og "Du gav mig, o Herre, en lod af din jord".


En tradition med taknemmelighed og fællesskab

Høstgudstjenesten er en traditionsrig begivenhed i mange danske kirker, hvor man i sensommeren eller det tidlige efterår samles til en særlig festlig gudstjeneste. Kirken pyntes med græskar, aks og blomster som symboler på høstens rigdom – og bag traditionen ligger både taknemmelighed og omsorg for andre.

Tidligere blev det kaldt takkegudstjeneste, fordi man takkede Gud for høstens udbytte – en livsnødvendighed i et mere landbrugsafhængigt samfund. Tanken om at dele med dem, der har mindre, går langt tilbage og stammer blandt andet fra jødisk tradition, hvor man lod noget af afgrøden blive tilbage til de fattige.

Visse steder lever denne tanke stadig videre i den såkaldte høstgang, hvor én fra hver husstand går op til alteret og lægger en kuvert med en gave. Pengene går typisk til sociale eller lokale formål i sognet.

Selv om høsten ikke længere er et spørgsmål om overlevelse for de fleste, har gudstjenesten udviklet sig til en familiedag, og i mange kirker slutter høstgudstjenesten med fællesskab omkring kaffe, saftevand og hjemmebag – og sådan bliver det også i Hellevad Kirke.

Høstgudstjenesten finder sted søndag den 21. september kl. 11, og efterfølgende byder menighedsrådet på boller og kaffe.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed