08/09/2026 0 Kommentarer
»Den musikalske stemning mellem allehelgen og advent« | Koncert med Gitte Engen & Peter H. Andersson
»Den musikalske stemning mellem allehelgen og advent« | Koncert med Gitte Engen & Peter H. Andersson

Oplev den musikalske stemning mellem allehelgen og advent når Gitte Engen og Peter H. Andersson giver koncert i Hellevad Kirke.
De to musikere har gennem mange år haft deres gang i kirken som henholdsvis kirkesanger og organist, og koncerten bliver derfor også et musikalsk gensyn med et kirkerum, der rummer mange minder.
På programmet er musik af blandt andre Bach, Händel og Schubert samt den danske salmetradition. Der bliver også mulighed for fællessang. Det bliver en stemningsfuld aften med musik, eftertanke og håb i tiden mellem allehelgen og advent.
Tirsdag den 27. oktober 2026 i Hellevad Kirke kl. 19. Gratis entré.
Følg begivenheden på Facebook.
Omtale:
Den musikalske stemning mellem allehelgen og advent
Gitte Engen og Peter H. Andersson giver koncert i Hellevad Kirke, hvor de gennem mange år havde deres daglige gang som henholdsvis kirkesanger og organist. En koncert med musik af blandt andre Bach, Händel og Schubert, dansk salmetradition, fællessang og plads til både eftertanke og håb.
Det bliver på mange måder en særlig og stemningsfuld aften, når de to musikere Gitte Engen og Peter H. Andersson giver koncert i Hellevad Kirke. Gitte Engen var gennem en lang årrække kirkesanger ved Hellevad og Ørum Kirker, og Peter H. Andersson var organist ved Ørum Kirke fra 1979 og ved Hellevad Kirke fra 1985 – begge frem til 2007.
– Vi glæder os meget til igen at spille og synge musik i Hellevad Kirke, hvor vi gennem mange år havde vores gang som kirkesanger og organist. Det er et kirkerum, vi kender godt, og som rummer mange minder om gudstjenester, kirkelige handlinger, musik og mennesker, fortæller Gitte Engen og Peter H. Andersson.
Koncertens program er lagt i tiden omkring allehelgen med efterårets eftertanke, erindring og håb, men musikken peger samtidig frem mod adventstidens lys og forventning.
På programmet er blandt andet musik af Johann Sebastian Bach, Georg Friedrich Händel og Franz Schubert. Gitte Engen synger blandt andet Händels smukke og inderlige Lascia ch’io pianga og Schuberts Ave Maria. Den danske salmetradition får også en central plads med blandt andet Sorrig og glæde de vandre til hobe og Nu falmer skoven trindt om land.
Peter H. Andersson spiller undervejs på både klaver og Hellevad Kirkes orgel, og publikum får også selv mulighed for at være med, når der inviteres til fællessang.
Gitte Engen har gennem mange år sat sit præg på det nordjyske musikliv. Hun har blandt andet studeret sang hos Ib Flemming Hansen ved Musikvidenskabeligt Institut i København og har gennem årtier sunget ved koncerter både herhjemme og i udlandet. Hun er samtidig billedkunstner, og for hende hænger de to kunstarter tæt sammen. Når hun synger, oplever hun ofte musikken i billeder, og når hun maler, har hun musik og sang med sig som inspiration.
Peter H. Andersson er uddannet pianist og organist fra Nordjysk Musikkonservatorium og er i dag organist ved Hune og Rødhus Kirker. Som både pianist og organist har han gennem mange år haft en omfattende koncertvirksomhed.
Gitte og Peter har spillet sammen gennem mange år. Om deres musik er det blevet sagt, at det ikke handler om at brillere, men om at berige – og netop nærheden til musikken og publikum har altid været vigtig for dem.
Koncerten bliver derfor både et musikalsk gensyn med et sted, der har betydet meget for dem begge, og en aften med musik, fællessang, eftertanke og håb – fra allehelgens tid og frem mod adventens lys.
Koncerten arrangeres af Hellevad-Ørum Sognes Menighedsråd og finder sted tirsdag den 27. oktober 2026 i Hellevad Kirke i Klokkerholm kl. 19. Der er gratis entré.

Organist Peter H. Andersson.
Kommentarer