Altertavler og prædikestol

Altertavlen er en lutheransk fløjtavle - det vil sige en altertavle med oplukkelige sidehængte fløje - i barokstil fra omkring 1600 med et korsfæstelsesmaleri. Den har fire spidsgavle og er dekoreret med akantusværk (gengivelser af blade af akantusplanten, som vokser i middelhavslandene) og er restaureret i 1941.

Under altermaleriet er der to inskriptionstavler med latinske tekster: INTROIBO AD ALTARE DEI AD DEVM (Jeg vil gå til Guds alter, til Gud) og QVI LAETIFICAT IVVENTVTEM MEAM (Han som glæder min ungdom) fra salme 43 vers 4.
I 1893 blev et nyt altermaleri - kopi efter Carl Blochs "Kristus i Gethsemane" - indsat i stedet for det oprindelige. Ved restaureringen i 1941 blev malerierne på ny ombyttet, og maleriet fra 1878-79 hænger nu i tårnrummet.

Det originale maleri hænger i Sankt Hans Kirke i Odense.

Prædikestolen er fra 1614, og det vil altså sige den periode, som kaldes renæssancen. Fra denne periode stammer også de første stolestader og altertavlen. Det er en såkaldt karnaptype, og den har bomærker for Jens Jensen (præst ved kirken omkring 1578 til 1614, og som også har skænket de to alterstager) og Peder Jensen.

Den er rigt forsynet med latinske indskrifter. På ydersiden af selve prædikestolen er der øverst en række af smalle felter: COELVM ET TERRA PERIBVNT VERBA AVTEM MEAS NON (Himmelen og jorden vil forgå, men mine ord ikke). Nederst er der en række af bredere felter: DEVS HOMO FACTVS REST PRO NOBIS (Gud er blevet til menneske for os) - HIC EST FILIVS MEVS DILECTVS (Her er min søn den udvalgte) - (TRADITVS EST PROPTER PECATA NOSTRA (Han er blevet overgivet på grund af vore synder) IIPI 1614 (Jens Jensen, Peder Jensen) _ ASCENDO AD PATREM MEVM ET PATREM VESTVM (Jeg stiger op til min fader og jeres fader).

Men den mest interessante - og pudsige - latinske tekst findes på et sted, hvor den normalt kun ses af præsten, nemlig indeni prædikestolen. Her finder man følgende sentens: SVGGESTVM EST PASTORIS ASCENDERE ALIQVOD DICERE ET ITERNUM DESCENDERE (Det foreslås af præsten stiger op, siger noget og atter stiger ned). Denne opfordring, som i øvrigt findes i enkelte andre prædikestole i Vendsyssel, er den latiniseret udgave af Luthers råd til de præster, hvis prædikeners længde var påvirket dels af den reformatoriske iver og dels af den katolske tids traditioner for langvarige messer.

Alterstager og kirkesølv

Alterstagerne er af messing, og har begge indskrift: HER IENS IENSSØN I BREKINER OC BERETE ANDERS DATER ANNO 1599.

Alterkalken er af sølv og meget særpræget. Den har en speciel seksdelt fod - en såkaldt sekspasfod - med evangelistmedaljoner. Midt på stilken sidder en kunstfærdig udformet sengotisk knop. Alterkalken er fra 1600-tallet. I 1978 blev den restaureret af Bent Exner og ved samme lejlighed blev den forsynet med øseske lavet af samme kunstner. Udover alterkalken er der en disk fra 1700-tallet.

Under forårspløjningen 1941 på præstegårdens mark cirka 300 meter fra præstegården fandt man en prægtig, stor sølvkande og et par bægre. Efter rensning kom initialerne for præsten Christen Gertsen Kobberup og hans hustru, Maren Larsdatter til syne. Kanden, som er beskadiget, er fremstillet af Aalborg-guldsmeden Hans Hansen Holm, hvis mærke er stemplet i kandens bund. Mens Christen Gertsen Kobberup var præst i sognet, var området besat af svenskerne (1657-58), og det er højt sandsynligt, at præstefolkene har nedgravet deres kostbarheder for at de ikke skulle falde i fjendens hænder. Kanden og bægrene er nu udstillet i Nationalmuseets kirke- og middelalderafdeling og er omtalt og afbildet i bogen 'Danefæ', som blev udgivet i forbindelse med Dronning Margrethe II's 40-års fødselsdag.

Præstetavlen

Sognepræster i Hellevad Sogn siden Reformationen.

Niels Drübe, omkring 1530
Jens Thøgersen, omkring 1538
Mikkel Jensen Bredkær, omkring 1550
Peder Stindben, omkring 1550
Jens Knudsen, omkring 1560
Jens Jensen Jetzmark, 1578-1614
Christen Gertsen Kobberup, 1616-1665
Anders Jensen Hals, 1665-1698
Peder Andersen Brøndlund, 1698-1733
Peder Kjeldsen Paludan, 1733-1758
Adam Daniel Sixtussen Aspach, 1758-1772
Niels Westesen Schou, 1772-1774
Jens Lauritsen Wadum, 1774-1796
Andreas Ginge, 1796-1804
Usias Arnt Dyssel Sadolin, 1804-1805
Niels Wadum Rømer, 1805-1818
Niels Hansen Wacher, 1819-1847
Georg Høst, 1847-1856
Jakob Elisæus Gjellebøl, 1856-1857
Peter Christian Asmussen, 1857-1868
Edvardt von Spreckelsen, 1868-1877
Adam Gottlieb Boserup Wind, 1877-1886
Laurits Madsen Tolstrup, 1886-1900
Carl Wilhelm Ronald Gamborg, 1900-1916
Laurits Anders Nicolaj Tuxen, 1916-1921
Ejler Claussen, 1922-1933
Olav Wilhelm Rørdam Ronnevie, 1933-1945
Helge Grell, 1946-1953
Niels Thomsen Porsborg, 1953-1967
Christian William Nielsen, 1967-1976
Jørgen Børglum Larsen, 1977-1996
Ole Skov Thomsen, 1997-2017
Sandra Fossdal Nielsen, 2018-

Degne i Hellevad Sogn:

(Kilder: Fra Aksel Kristensens arkiv)
Christen Degn, ?-1576
Niels Lauridsen, ?-1620
Erik Degn, 1629-1649 (afsat pga. omgang med fjenden)
Hans Eriksen, 1649-1667
Morten Pedersen Albæk, 1667-1675
Christen Rasmussen, 1675-1713
Jens C. Nørholm, 1713-1735
Ole Hortulan, 1736-1740
Thomas Montagne, 1740-1742
Jens Jørgensen Seidelin, 1743-1745
Niels Iversen, 1746-1794
Niels Pedersen Thorum, 1794-1797
Jens Pedersen Slottved, 1800-1846

Døbefont og dåbsfad

Den middelalderlige døbefont stammer formentlig fra kirkens opførelse. Den har tre rundstave på kummen og to på den runde fod. Kummen har næsten lodrette sider.

Dåbsfadet er fremstillet i messing og har Mariæ bebudelse fra Lukasevangeliet kapitel 1 som motiv. Det er sydtysk oprindelse og stemplet RS i en firkant. På kanten står indskrevet ”CORDT VAN KÖLLEN 1619”, sandsynligvis fabrikanten. Det er det eneste fad i Aalborg Stift, som har denne indskrift. Fadet målet 46,5 i diameter.

Døbefonte har været i danske kirker helt fra kristendommen indførelse i Danmark for 1000 år siden. Døbefonte fra den tid findes stadig i langt de fleste kirker fra middelalderen, som oftest er hugget i granit. En døbefont er beregnet til at rumme så meget vand, at et barn kan dyppes helt ned i det. Men det var ikke ufarligt. Kirkerne stod uopvarmet og vandet var iskoldt om vinteren. Dåbsvandet, der i middelalderen var indviet vand, blev kun udskiftet en gang årligt, nemlig til påske. Derfor var påskedag en stor dåbsdag.

Traditionen med neddypning ved dåben bortfaldt i løbet af 1600-tallet. Det var af hensyn til barnets liv og helbred, og derefter blev dåbsfadene indført. Det siges, dog uden at der har kunnet findes belæg, at det var Christian IV, der befalede ordningen med dåbsfade indført, efter at et af hans mange børn døde af lungebetændelse, som følge af dåbshandlingen med neddypning i det iskolde vand.

Produktionen af dåbsfade var stor i 1500-1600-tallet, især i Nürnberg i Sydtyskland. Navnlig messingfade med bibelske motiver, fx ’Syndefaldet’, ’Spejderne fra Kanaan’ og ’Mariæ bebudelse’. Disse messingfade var grovpresset i forme af hårdt træ. Efter presningen eftergik håndværkere fadene med punsel og chisel, så motivet kom til at stå smukt og klart. Efter århundreders brug, samt brug af pudsemidler, er mange detaljer på dåbsfade i dag blevet en del udvisket.

I begyndelsen af 1600-tallet kom der også nederlandske messing dåbsfade til Danmark. De var af langt spinklere materiale end de tyske. Til gengæld står motiverne skarpere end på de tyske. Udover dåbsfade i messing findes der også flade i sølv, tin, kobber og glas.

Gertsen Kobberup-epitafiet

På nordvæggen hænger der et stort epitafium over præsten Christen Gertsen Kobberup. Det er fra 1652 og i den stil, som hedder bruskbarok - det vil sige med udskæringer i barokstil som ligner brusk.

Kunstneren er formentlig Christen Billedsnider, og epitafiet består af et maleri af Kobberup og hans hustru omgivet af deres to døtre og to sønner. Omkring maleriet er der træfigurer forestillende evangelister og engle. Epitafiet er forsynet med latinske tekster.

Christen Gertsen Kobberup var sognepræst ved kirken fra 1616-1665. Kobberup var en særdeles stridbar person, og i 1658 red en svensk dragon ind i præstegården, hvor han blev modtaget særdeles uvenligt af præsten. Da han efter denne svada vendte sig for at gå ind i præstegården, trak svenskeren sin pistol og skød efter ham. Han ramte imidlertid ikke, og kuglen borede sig i stedet ind i dørstolpen, hvor den blev siddende i mange år.

Han var også en meget foretagsom mand, og i 1622 byggede han helt nyt stuehus til præstegården (som lå og stadig i Bredkær 500 meter vest for kirken). Da han efterhånden var blevet godt træt af det dårligt vedligeholdte (og sikkert oprindelige romanske) loft i koret, lod han det nedtage og bygge hvælving i stedet. Det mest usædvanlige var imidlertid, at han selv betalte halvdelen af omkostningerne.

Som før omtalt var han meget stridbar og indblandet i flere retssager, og for Anden pinsedag 1660 skrev han i kirkebogen: "Jeg havde en Vielse i Hellevad Kirke. Efter Vielsen ofrede Brudgommen kun 14 Skilling og Bruden 8 Skilling. Dem kaste jeg efter Dem!". Forklaringen har helt sikkert været, at offergaven til præsten (som var en fast skik og et supplement til præstelønnen) efter hans mening var alt for ringe.

Kirkeklokkerne

Kirketårnet er fra omkring 1300-tallet, men der har selvfølgelig været en klokke til kirken i perioden omkring år 1150 (hvor kirken blev bygget) og frem til omkring år 1300. Man ved blot ikke, hvem der har støbt den, og hvor den har hængt. Første gang man træffer på omtale af en klokke er i 1529, hvor Hellevad Kirke i lighed med så mange andre danske kirker måtte afgive sin klokke, som blev indkaldt af Kong Frederik den 1. til omstøbning til kanoner.

Kirken har i dag to klokker. Den gamle klokke er fra 1552, måler 685 millimeter i diameter, og har følgende indskrift: IENS PERSEN I HELLEVAD HAFVER LADET THEN KLOK STØBE IESVE NASA RENVS REXIVDEORVM ANNO DOMINI MDLII (Jens Pedersen i Hellevad laver ladet denne klokke støbe. Jesus Nazareneren, Jødernes Konge, Herrens år 1552). På klokken er også Las Klokkestøbers støbemærke.

I midten af forrige århundrede fandt man ud af, at tårnet var så medtaget af en skade, som muligvis stammer helt tilbage fra 1631, at det ville være uforsvarligt at lade klokken blive hængende der. I stedet kom den op at hænge i en klokkestabel af træ, som blev placeret på kirkegården i første omgang lige øst for korgavlen, senere sydvest for kirken. Der hang den nu i næsten et århundrede, og i løbet af den tid blev tårnet renoveret flere gange. Det var dog først med den gennemgribende restaurering i slutningen af 1940'erne, hvor blandt andet tømmeret blev udskiftet, at der skabtes mulighed for at få klokken tilbage på sin gamle plads. Det skete kort før julen 1948.

I 2009 blev den gamle klokke afløst af en ny kirkeklokke, da der skulle etableres automatisk ringeanlæg. Den klokke revnede i foråret 2014 og blev erstattet af den tilsvarende klokke i efteråret samme år. Klokken er støbt i Holland af klokkestøberiet Eijsbouts. Klokken har indskrift fra Salmebogens nummer 376 på klokkens side: LYKSALIGT DET FOLK SOM HAR ØRE FOR KLANG HEROVENFRA. På modsatte side et korsets kors. Følgende indskrift på klokkehalsen: STØBT TIL HELLEVAD KIRKE I ÅR 2014 AF EIJSBOUTS I HOLLAND. På klokkehalsen desuden bånd af legende børn. Klokken måler 824 millimeter i diameter, klinger i tonen b1 og vejer 342 kilo.
Begge klokker er støbt med en krone på toppen, som er fast gjort til en bom.

En kirkeklokke støbes af en metal-legering, der består af cirka 22% tin og 78% kobber, også kendt som klokkebronze eller klokkemalm.
Urskiven på tårnet er tegnet af arkitekt Lone Schmidt, Mårslet ved Aarhus, og opsat i juni 1979.

Stoleværket

Det oprindelige stoleværk (kirkebænke) var fra renæssancen. Altså cirka samtidig med prædikestolen fra 1614. Ved restaureringen i 1940-41 måtte selve bænkene kassereres, men det lykkedes at bevare selve stolelågerne.

Kalkmalerier

Der er tidligere fundet kalkmaleriet i Hellevad Kirke. I Aalborg Amtstidende den 6. oktober 1923 står der:

Kalkmalerier i Hellevad Kirke.
Er alle Vægfladerne dekorerede?
Under Reparationsarbejder i Hellevad Kirke i Sommer opdagede Haandværkerne, at der paa den nordre Mur i Skibet fandtes nogle malede Figurer der antagelig stammer fra middelalderlige Vægmalerier, men som nu var overdækkede med et centimertykt Hvidtelag. Hvilken Udstrækning, Malerierne har, kan der selvsagt ikke sige noget om endnu, og heller ikke om deres Alder og Værd eller om, hvad de skal forestille. Hvis Væggene ikke, siden Udsmykningen fandt Sted, har været Genstand for større Restaureringer, er der Mulighed for, at Billederne kan genfremstilles i deres Helhed. Men udenfor Kirken ligger en Monolit. Denne tyder paa, at Kirken har gennemgaaet nogen Forandring. Dog kan Moneliten jo have siddet i Sydmuren og mulig er den fjernet før Dekorationen foregik.
Foreløbig er kun afdækket et mindre Parti lige ved Siden af Præsten Christen Gertsen Kobberups Epitafium, men viser det sig, at Billederne har Værd, er det godt, at der er gaaet varsomt frem ved denne første Opdagelse.
Hvem, der har ladet Hellevad Kirke saaledes udsmykke, lader sig ikke sige paa nuværende Tidspunkt; men maaske kan Billederne, naar de bliver fremkaldte, selv give Besked derom. De kan jo godt skrive sig fra Gotikkens Tid eller være endnu ældre. Fra Reformationen (1536) til 1686 tilhørte Kirken vistnok Kronen. Det er ikke troligt at det er denne, der har udredet Udgifterne. Omkring Aar 1600 skænkede Slægten Mørk Kirken bande de svære Alterstager, den smukke Prædikestol og den gamle Altertavle, som nu hænger over Indgangsdøren. Paa disse tre »Monumenters findes Navne, Navnetræk og Bomærker, der hidrører fra Medlemmer af Mørk’ernes kaldte og vidtudbredte Slægt, og maaske er det et tidligere Slægtled af samme Æt, der har smykket Kirkehusets Vægge.
Nabokirkerne i Hallund og Ørum har der ogsaa været lignende Vægudsmykning. Der er sket Indberetning om Fundet til Nationalmuseet, og ved Lejlighed vil en kyndig Mand komme til Stede og foretage en nøjere Undersøgelse.

Knudsen Worm-epitafiet

Mindetavle over Christian Knudsen Worm, som var søn efter herredsfoged Knud Johansen Worm og Birgitte Carstensdatter. Knud Johansen Worm eller Knud Hansen Worn er sandsynligvis søn af Johan Worm der var skibsbygger på Holmen. Christian Knudsen Worm var blandt andet ejer af gårdene Røgelhede, Kærsgård, Klokkerholm, Korslund, Roslund og Skinbjerg.

På tavlen står der:
Dend Udødelige Gud alleene
Til ære og tak for Hans velgierninger
De folk, som herefter skal Lefve
Til Eftersiun om de Afdødes Lefninger, som hvile her uden for,
Er dette Monument opsat
over
Sal: Christian Knudsøn Worm.
Der var Fød i Kiøbenhasn A° 1622 d. 27. Octb.
Og er død paa Kaarsluud A° 1693 d. 2. Febr.
Har været 4re gange gift og i sidste Ægteskab
med
Sal: Karen Peders=Daatter Galskøt
som var fød paa Kornuingaard A° 1653 d. 26. Marty
velsignet med 6 Børn:
1. Peder Worm Fød A° 1681 d. 19. Novbr.
2. Margrete Worm Fød A° 1682 d. 10. Deceinb.
gift med Hr. Jens Iversen i Vilsted.
3. Jacob Worm Fød d. 20. Nov. 1683, død 16951)
4. Anna Worm Fød A° 1685 d. 16. Maj
5. Kirsten Worm Fød A° 1687 d. 28. Marty
og død Ugift i Kjærsgaard 1739 d. 5. April.
6. Birgitte Worm. Fød 1691, døde 1697.
Siden anden Gang gift med Peder Terkelsen
og aflet med ham een Daatter Christiane Catrinegal
Fød A° 1695 d. 29. Novb.
Flytted til Kiersgaard 1712 og i 15 Aar
Forsørget af sin Søn
Tjent til haande af sin Daatter
og døde sammesteds A° 1727 d. 28. Marty
Denne Steen skal Vidne bære
Om en Søns Ærbødighed
Og den sene Verden lære,
Herved Børne-Skyldighed
Læsere! Døm til det Beste,
Meere ønsker ey din Neste

Korbuekrucifikset

På nordvæggen hænger der et stort såkaldt korbuekrucifiks i en stil, som nærmest må kaldes sengotisk. Det er fra 1652, bygget i træ og bemalet.

Ved restaureringen i 1941 fjernede man et lag brun egetræsmaling fra krucifikset, og det blev istandsat og gengivet sine oprindelige farver. Båndet med de fire bogstaver INRI findes på det fleste krucifikser og udlægges således: IESVS NAZARENVS REX JVDAEORVM (Jesus fra Nazareth, Jødernes konge).

Kirkeskibet

Kirkeskibet "Fregatten Jylland" er bygget af Ejnar Kristensen, Klokkerholm, og skænket til Hellevad Kirke i 2016, ophængt i forbindelse med renoveringen i 2017.

Fregatten Jylland (verdens længste træskib) deltog under Anden Slesvigske Krig i Slaget ved Helgoland den 9. maj 1864. I kamp mod dele af den østrigske og den preussiske flåde lykkedes det danskerne at sende modstanderne på flugt, men sejren ændrede ikke krigens udfald – Danmark led et sviende nederlag.