Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Rundt inde i Ørum Kirke

Altertavlen

Ved restaureringen af altertavlen i 1926 fandt Nationalmuseets eksperter ud af, at den allerførste altertavle havde været fra katolsk tid. Den havde sandsynligvis været meget stor og var muligvis brændt. I 1699 blev den nuværende renæssancealtertavle opsat. I 1961 blev midterfeltet erstattet af et maleri af Lucie Marie Ingemann - salmedigteren B.S. Ingemanns hustru. Maleriet hedder: Kristus blandt disciplene. "Hendes gode vilje stod som bekendt i modsætning til hendes evner som kunstnerinde", hedder det i en senere vurdering. Omkring 1900 er tavlen blevet egetræsmalet.

Kirkesølvet

Alterkalken er af sølv skænket af Lars Dyrskjøt til kirken i 1623. På foden står der: ANNO 1623 LOD LAS DYRSKJØTT SOM BODE Y AGMRD FORDOM KIRCKE VERRE GIØR DENNE KALCK TIL ØRUM KIRCKE.

Alterstager

De to messingstager er stænket af Lars Dyrskjøt og hans hustru til kirken i 1611. På foden af dem begge er der indgraveret følgende tekst: LAS PEDERSEN LISE IENSDATTER 1611 DEN 20 APR (bomærke).

Om Lars Pedersen Dyrskjøt

Når man når frem til tiden efter reformationen i sidste halvdel af 1500-tallet, så bor sognets beboere ikke længere blot ude omkring i sognet, men er også begyndt at slå sig ned i nærheden af kirken. Ørum Kirkeby fandtes ikke dengang, derimod var der cirka 150 meter nord for kirken og umiddelbart nord for Ørum Bæk (nu: Bjørnbækken) en samling gårde og huse, som blev betegnet Ørum By (nu: Gammel Ørum). I følge matriklen 1662 bestod den af otte gårde og to huse. En af gårdene var præstegården, som fra 1578 blev kaldt Annexgården, en anden var Smedegård, hvor sognets eneste hårdværker, smeden, boede.

1600-tallet var iøvrigt præget af særdeles hårde vilkår for sognets beboere. Udover misvækst, kvægsyge og sandflugt plagedes befolkningen af de mange fjendtlige indfald i landsdelen. Et af periodens få lyspunkter er beretningen om Lars Dyrskjøt, og det er samtidigt beretningen om de barske levevilkår for menneskene i det lille landsogn i Vendsyssel. Lars Pedersen Dyrskjøt boede på Aagaard, som ligger knap en kilometer sydvest for kirken. Han var samtidigt delefogde, det vil sige at han skulle varetage kongens interesser i herredet. Han var gift to gange. Det første ægteskab var barnløst, men i sit andet ægteskab fik han fire sønner, hvoraf den ældste, Peder, senere blev en anerkendt historisker, som blandt andet levende har beskrevet faderens bedrifter. År 1600 bliver Lars Dyrskjøt kirkeværge, og han skænker kirken et par alterstager i 1611, og en alterkalk i 1623.

Som en følge af Kong Christian den IV's fejlslagne forsøg på at blande sig i 30-årskrigen rykker 'de kejserlige lejetropper' op gennem Jylland, og i oktober 1627 kommer de til Aalborg, og Lars Dyrskjøt er en af lederne for de nordenfjordske bønder, som drager til Nørresundby for at hindre fjenden i at sætte over Limfjorden. Det blev dog opgivet, og de fjendtlige horder besatte nu Vendsyssel, hvor bønderne blev mishandlet, udplyndret og ofte fordrevet fra deres gårde. I Ørum Sogn stod flere gårde øde i flere år efter denne besættelse. Året efter blev Lars Dyrskjøt og en del andre bønder pågrebet af fjenden og i længere tid holdt fanget i Sæby, anklaget for partisanvirksomhed og planer om en folkerejsning. De var blevet angivet af Jørgen Rasmussen i Sønder Ravnstrup, som efter besættelsen blev dømt som landsforrædder. Endelig i maj 1629 blev der sluttet fred, og besættelsesstyrkerne forlod Vendsyssel.

Men allerede i 1644 var freden forbi. Denne gang var det arvefjenden Sverige, som var fjenden. Den svenske feltherre, Lennart Torstensson, rykkede op gennem Jylland, og den 17. januar 1644 stod der på ny en fjendtlig styrke i Aalborg, parat til at krydse Limfjorden. Trods sine 81 år stillede Lars Dyrskjøt sig beredvilligt i spidsen for bønderne fra Jerslev Herred, som i stort tal opsøgte ham på Aagaard. I Nørresundby tog de opstilling på Skansebakken, fast besluttet på at denne gang skulle det ikke lykkes for fjenden at komme over fjorden. Men det svenske rytteri under ledelse af oberst Wrangel overraskede dem ved resolut at ride ud på fjorden, som var islagt efter den strenge frost de foregående dage. Inden bønderne overhovedet var blevet opstillet i kampformation, blev de redet over ende af de kampvante svenskere, og i løbet af ganske kort var 'Slaget ved Nørresundby' ovre med de danske bønder, som blev hugget ned efter vild flugt. Om Lars Dyrskjøts skæbne beretter hans søn, Peder Dyrskjøt: "Efter at bønderne fra de to herreder (Kjær og Jerslev Herreder) var rømte, gik min fader sagtelig bag efter alle de andre, indtil han kom til en Have næst mod fjorden. Deri lagde han sig og med sin Bøsse ihjelskød tre Svenske Ryttere efter hinanden. En Svensker sprang til og med Pistolen i Haanden spurgte ham, om han ville have Qvarteer, strax sagde han nei, men vendte sig spendte sin Bøsse så hastig igien, at hanen slog ham den lille Finger af Haanden, og da skjød Svensken ham imellem hans Skuldre med et Kugleskud, som blev hans Bane. Dermed faldt han næsegruus ned, befalede Gud sin sjæl, raadførte endda nogle, som laa i Haven hos ham, bad dem ogsaa, at den vilde lade min Moder vide, paa hvad Sted han fandtes".

Hans lig blev bragt hjem til Ørum og begravet i hans udvalgte lejested i Ørum Kirke, som han i 44 år var kirkeværge for. Lars Dyrskjøt slap altså for at opleve enddu en besættelses rædsler, men hans bysbørn slap først, da svenskerne i 1645 trak sig ud af landet, men blot 12 år senere kom de tilbage og blev her til slutningen af 1658.

Prædikestolen

Prædikestolen er fra omkring 1625, renæssancestil, og har på hjørnerne såkaldte koblede toscanske søjler. Over prædikestolen er der en lydhimmel med en due af blik, hvis kløer er fra en rigtig fugl.

Døbefonten

Døbefonten i Ørum Kirke er meget enestående og interessant. Det er en romansk granitfont med en arkadefrise - en række buer på søjler - og noget så sjældent som en runeindskrift på latin: ME FECIT NIKOLAUS (Nikolaus gjorde mig). Indskriften er en mesterformular, og som det kan ses af tekstens udformning, så opfattede man i middelalderen den beskrevne genstand som 'talende'.​

Dåbsfadet

Dåbsfadet er af messing og ornamenteret i bunden med cirkelfelter og meningsløse bogstavrækker, måske efterligning af middelalderlige inskriptioner på latin. Indenfor cirklerne er der et billede af de to spejdere med drueklasen. På fadets brede rand er yderst en række pyntefigurer og indenfor står med store bogstaver ANDERS A. SPANDETH RIP. Indenfor findes en krans af små kors og nedenfor årstallet 1630.

Det er lidt af et mysterium, hvordan et pyntefad af denne art oprindelig tilhørende familien Spandet i Ribe er havnet i Ørum Kirke. Men forklaringen står måske et andet sted på fadets kant, hvor man kan læse I.H. M.H. samt Jens Høg til Vang og hustruen Margrete Holcks våbenskjold og årstallet 1631. Kejserkrigen 1627-29 fra forskellige dele af landet skiftede ejer, og kursivbogstaverne P.S.F - D.G.D.T. indgraveret på fadets kant peger på, at fadet via familien på herregården Vang er havnet hos kirkens ejer i 1751: Peder Steenfeldt og hustru Dorte Gundersdatter Torup, Klausholm.

Kobbertavlen

På den sydlige korbue hænger der en lille kobbertavle med en ejendommelig indskrift fra 1673. Den meddeler, at Niels Mortensen Kjærulf fra Hesselet i Torslev Sogn (født på Nørre Ravnstrup omkring 1634) har stænket 100 sletdaler til kirken mod at få lovning på et lejested i kirken - det vil sige tilladelse til at blive begravet under kirkegulvet, hvilket var meget eftertragtet.

Pengene var af sognepræsten i Torslev blevet givet til Niels Mortensen Kjærulf som erstatning for svie og smerte forvoldt under en fest i præstegården. Af renten af det skænkede beløb skulle der ifølge teksten udbetales en sletdaler til kirkens degn. Til gengæld skulle han så holde tavlen ren. Dette fandt sted indtil for nyligt. Således udbetaltes i 1975 5,05 kroner til den, som gjorde rent i kirken. Legatet er nu ophævet.

Mindetavlen

Under pulpituret i den vestlige ende af kirken hænger en mindetavle, hvor teksten starter med: "Erindring om den Trehundrede Aarige Reformations Fest i Danmark den 30., 31., October og 1. November 1836 ved Doctor Morten Luther". Tavlen er bekostet af kirkens ejer, Jens Lundbye, Nørre Ravnstrup, hvilket han heller ikke undlader at gøre opmærksom på nederst på tavlen.

Kirkeskibet

Kirkeskibet er skænket af Ejnar Kristensen, Klokkerholm i 2019. Skibet er en model af Skoleskibet "Danmark".

Maleri

I den tilmurede kvindedør mod nord hænger til langfredagsmaleri af Else Nielsen, Ørum. Maleriet blev lavet i forbindelse med en langfredagsgudstjeneste, hvor forskellige kunstnere blev inviteret til at skildre påskens begivenheder. Else Nielsen har efterfølgende skænket maleriet til kirken og menighedsrådet har besluttet at lade det hænge i kvindedøren.

Kalkmalerier

Kalkmalerierne af disse to apostle (Jakob og Bartholomæus) kom i 1983 tilbage til Ørum Kirke, men nu som indrammede billeder.

Krucifikset

Krucifikset er fremstillet af Norma Skotner Nielsen og skænket til kirken af datteren Bente Hellerung.

I 1990 fik Ørum Kirke en nutidig skulptur, specielt udført til og indsat i korbuens sydlige alterniche. Kunstneren er Niels Helledie (født 1927), som har fremstillet skulpturen i oxyderet stentøj. Figuren har titlen 'Bestemmelse' og skildrer Maria, Jesu mor, stående med sit barn. Imidlertid er barnets arme strakt ud som til en korsfæstelse. Marias barn er bestemt til korsdøden. Således rummer motivet såvel julens som påskens budskab.

Mariaskulptur

I 1990 fik Ørum Kirke en nutidig skulptur, specielt udført til og indsat i korbuens sydlige alterniche. Kunstneren er Niels Helledie (født 1927), som har fremstillet skulpturen i oxyderet stentøj. Figuren har titlen 'Bestemmelse' og skildrer Maria, Jesu mor, stående med sit barn. Imidlertid er barnets arme strakt ud som til en korsfæstelse. Marias barn er bestemt til korsdøden. Således rummer motivet såvel julens som påskens budskab.

Pulpituret

Pulpituret er i samme stil som prædikestolen, et typisk vendsysselsk renæssancearbejde og fra omkring år 1625. Det er forsynet med udskårne ornamenter.

Præstetavlen

Sognepræster i Ørum Sogn siden Reformationen.

Ørum Sogn selvstændigt:

Peder Stindben, 1536-1556
Anders Eskildsen Wilde, 1556-1578

Ørum annekssogn til Hellevad:

Jens Jensen Jetzmark, 1578-1614
Christen Gertsen Kobberup, 1616-1665
Anders Jensen Hals, 1665-1698
Peder Andersen Brøndlund, 1698-1733
Peder Kjeldsen Paludan, 1733-1758
Adam Daniel Sixtussen Aspach, 1758-1772
Niels Westesen Schou, 1772-1774
Jens Lauritsen Wadum, 1774-1796
Andreas Ginge, 1796-1804
Usias Arnt Dyssel Sadolin, 1804-1805
Niels Wadum Rømer, 1805-1818

Ørum Sogn selvstændigt:

Ole Falk Winding, 1819-1822

Ørum annekssogn til Hellevad:

Niels Hansen Wacher, 1823-1847
Georg Høst, 1847-1856
Jakob Elisæus Gjellebøl, 1856-1857
Peter Christian Asmussen, 1857-1868
Edvardt von Spreckelsen, 1868-1877
Adam Gottlieb Boserup Wind, 1877-1886
Laurits Madsen Tolstrup, 1886-1900
Carl Wilhelm Ronald Gamborg, 1900-1916
Laurits Anders Nicolaj Tuxen, 1916-1921
Ejler Claussen, 1922-1933
Olav Wilhelm Rørdam Ronnevie, 1933-1945
Helge Grell, 1946-1953
Niels Thomsen Porsborg, 1953-1967
Christian Willian Nielsen, 1967-1976
Jørgen Børglum Larsen, 1977-1996
Ole Skov Thomsen, 1997-2017
Sandra Fossdal Nielsen, 2018-

Degne i Ørum Sogn:

Fra reformationen til 1578, var degnen fælles ved Hellevad, Hellum og Hallund Sogne.
Thomas Degn, ?-1600
Knud Christensen, 1665-1686
Lars Christensen, 1686-1722
Herefter var degnen fælles ved Hellevad og Hellum Sogne.