29/10/2024 0 Kommentarer
Her er der plads til sorgen
Her er der plads til sorgen
# Bloggen
Her er der plads til sorgen
Den kristne højtid allehelgen falder hvert år den første søndag i november. I folkekirken er det en dag, hvor der er særligt fokus på at mindes afdøde og sørge, og i de fleste kirker læser præsten navnene op på dem, som er døde i årets løb.
For mange efterladte er det dog langt fra nok at tale om savnet og sorgen denne ene dag. Derfor har Brønderslev Provsti siden 2015 tilbudt sorggrupper for voksne, der har mistet et familiemedlem. Sorggrupperne findes i både Brønderslev, Dronninglund og Hjallerup. I Jerslev er der desuden en sorggruppe for forældre, der har mistet et barn, og den henvender sig til forældre i hele Aalborg Stift.
Et møde i sorggruppen
I Brønderslev mødes sorggruppen hver tredje fredag i sognegården. Møderne varer to timer og ledes af Annelise Strange Møller, Birthe Sørensen og Else Hansen, som alle tre har arbejdet i sundhedssektoren.
Hvert møde begynder med, at medlemmerne tænder et lys for den person, de har mistet. Der bliver sunget en enkelt salme og en sang fra højskolesangbogen, og selvfølgelig er der også tid til en kop kaffe. Men det vigtigste er samtalen om sorgen, og at de enkelte medlemmer får lov til at fortælle deres historie.
-Der er bygget et forløb op, hvor vi har forskellige temaer fra gang til gang. Det kan for eksempel dreje sig om selve dødsfaldet, begravelsen eller sorgforløbet, siger Else Hansen. Hun understreger, at der er tavshedspligt både for sorggruppelederne og for medlemmerne indbyrdes.
- Nogle kommer med i sorggruppen umiddelbart efter dødsfaldet, andre flere år efter, fordi de først der er klar til at tale om det. Nogle har mistet en ægtefælle, andre har mistet voksne børn eller en forælder. Men de kan sagtens spejle sig i hinandens historier, siger Else Hansen. Sorggruppelederne har gennemgået forskellige kurser bl.a. med hospicepræst Ole Raakjær. Der er også tilknyttet en præst, som giver supervision til sorggruppelederne og hjælper dem videre med svære problematikker.
Sorggruppen leverer et afmagtsrum
I Hjallerup sidder sognepræst Marie Kirketerp. Hun var diakonipræst i 2015 og var med til at starte sorggrupperne op rundt omkring i Brønderslev Provsti. I dag er hun selv leder af sorggruppen i Hjallerup sammen med sygeplejerske Lars Møller. Og arbejdet med sorggruppen giver i høj grad mening for sognepræsten.
- Sorggruppen leverer et stærkt fællesskab. Medlemmerne kommer ud af sorgens ensomhed, fordi de oplever, at andre har det på tilsvarende måde. Man bliver ydmyg over at opleve den store omsorg, som medlemmerne af sorggruppen har over for hinanden, siger hun.
- Man kan sige, at sorggruppen leverer et afmagtsrum. Et rum, hvor man frit kan ventilere alt det, der fylder lige nu og her. Og så sker der det, at der samtidig bliver skabt et håb, siger Marie Kirketerp.
Sorgen bliver en ledsager i livet
Marie Kirketerp har nogle gange hørt folk sige, at de ikke har noget at give til andre, fordi de selv er så tynget af sorg. Men det er ikke helt rigtigt, mener hun.
- Man giver nemlig noget til andre, når man fortæller sin egen sorghistorie og lader andre spejle sig i den. På den måde hjælper medlemmerne hinanden. Det har virkelig stor værdi, når andre sætter ord på det, man selv føler, siger Marie Kirketerp.
Hun understreger, at det at være med i en sorggruppe selvfølgelig ikke får sorgen til at forsvinde med et snuptag.
-Medlemmerne af sorggruppen når tit til en erkendelse af, at sorgen vil være en ledsager i livet. Men sorggruppen giver et fællesskab midt i sorgen med andre i samme situation. Der bliver grædt, men vi griner faktisk også ret tit i sorggruppen, siger Marie Kirketerp. Både Else Hansen og Marie Kirketerp fortæller, at der indimellem opstår varige venskaber i sorggrupperne, og at folk bliver ved med at mødes, selv om forløbet i sorggruppen er afsluttet.
Sorggrupperne i Brønderslev Provsti har løbende optag og altid plads til nye medlemmer. Det koster ikke noget, og man behøver ikke at være medlem af folkekirken for at deltage. Kontakt sorggruppelederne, hvis du har lyst til at høre mere om sorggrupperne.
Kommentarer